Kassebølle Friskole er en gammel og traditionsrig friskole, beliggende på midten af Langeland, fantastisk placeret i landlige omgivelser tæt på skov, strand og vand, og alligevel  kun få minutters kørsel fra Rudkøbing. Her har vi rod, herfra vores verden går.

Kassebølle Friskole har ca. 100 elever fra børnehaveklasse til 9. klasse i indeværende skoleår samt egen skolefritidsordning. Skolen har siden 2003 haft overbygning, og som følge af dette tilbyder vi folkeskolens afgangsprøve.

I efteråret 2019 fusionerede den tidligere børnepasning Tildehuset med Kassebølle Friskole. Den ene del af den gamle hovedbygning blev renoveret og i februar 2020 åbnede Kassebølles nye fritter, vuggestue og børnehave. I marts 2020 blev bestyrelse, forældre og ansatte enige om navnet Sommerfuglen til det nystartede børnehus. I Sommerfuglen er der plads til 12 vuggestuebørn og 22 børnehavebørn.

På skolen er der rig mulighed for fysiske udfoldelser, da den er beliggende på en stor grund med boldbane, bålplads og -hytte, naturlegeplads, sandkasser, gynger, klatretårn, shelter og meget mere. Her er ligeledes masser af skov, krat og herlige gamle krogede træer, hvor børnene klatrer og laver huler.

Kassebølle Friskole er en kreativ og fagligt velfunderet friskole baseret på det Grundtvig-Koldske skole- og livssyn, og det betyder bl.a., at skolen ikke bekender sig til en bestemt ideologi eller et bestemt pædagogisk princip. Vores kerneværdier er Tryghed, Glæde, Kreativitet og Faglighed.

Vi lægger overordnet vægt på, at undervisningen og pasningen foregår i et hjemligt, nærværende og trygt miljø, hvor der tages hensyn til det enkelte barns personlighed og udviklingstrin, samt hvad barnet er modtagelig for. Derfor er et af vores principper også, at der tilstræbes 18 elever i klasserne, men på de ældre klassetrin kan der være op til 20 elever.

Vi håber, at du / I finder det, I søger her på hjemmesiden, og ellers er I mere end velkomne til at kontakte os eller besøge os – god fornøjelse !

” Vi lærer for livet – ikke for skolen.” N.F.S. Grundtvig